Jeg bliver fucking sindsyg. Det minder mig konstant om det. Jeg kan ikke få det ud af hovedet.
Jeg drømmer om det, jeg drømmer om at smadre det. Det går bare ikke. Det er ikke sundt og jeg skammer mig over det. Jeg har sagt så meget men nu begynder jeg at tænke på om det overhovedet passer. Måske er det bare noget jeg har bildt mig selv ind eftersom at jeg bare har sagt til andre at sådan er det. Måske er jeg til sidst begyndt at tro på, at sådan er det. At sådan føler jeg og sådan har jeg det med det. Det tror jeg bare ikke jeg har. Jeg ved jeg ikke har. Jeg føler det totalt modsatte af det jeg siger, og det bekymre mig. Jeg burde jo overhovedet ikke have det sådan her. Er det naturligt at reagere sådan på noget der har påvirket mig på den måde, eller er det bare mig der gør en undtagelse? Jeg opsøger det ikke, men det opsøger mig. Jeg tænker på det konstant, uden at jeg egentlig helt selv er bevidst om det. Først bagefter tænker jeg "Hvad fanden er det jeg laver?". 
Det burde slet, slet, slet ikke være sådan her. Overhovedet ikke. Jeg vil have det skal stoppe nu.

Emēle.